Politikker

Politik for interessekonflikter

1. BAGGRUND

1.1.     Formålet med denne politik (”politikken”) er at sikre, at Hauritz ApS (herefter ”Økonomi byHauritz”) som finansiel rådgiver og boligkreditformidler har identificeret og håndterer de typer af interessekonflikter, der kan opstå i forbindelse med rådgivningen og formidlingen, med henblik på at varetage kundernes interesser bedst muligt.

1.2.     Politikken identificerer således, hvilke forhold der potentielt kan føre til en interessekonflikt, som kan medføre en væsentlig risiko for, at levering af Økonomi byHauritz’ tjenesteydelser kan ske på bekostning af én eller flere kunders interesser.

1.3.     Politikken fastsætter ligeledes procedurer og foranstaltninger til håndtering af konflikterne.

2. RETSGRUNDLAG

2.1.     Bekendtgørelse nr. 2016 af 01/11/2021 af lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

3. GENERELT OM INTERESSEKONFLIKTER

3.1.     Enhver medarbejder i Økonomi byHauritz har pligt til at handle ærligt, redeligt og i sine kunders bedste interesse. Med hensyn til aflønning har Økonomi byHauritz indrettet sin lønpolitik således, at alle medarbejdere modtager fast løn. Lønpolitikken opdateres minimum én gang årligt og godkendes på den ordinære generalforsamling.

3.2.     Den adm. direktør i Økonomi byHauritz (Pia Hauritz) fører en løbende opdateret fortegnelse over de situationer, hvor der er interessekonflikter, som medfører en væsentlig risiko for at skade kundernes interesser, såfremt sådanne opstår.

3.3.     Økonomi byHauritz har ikke tilladelse til handel for egen regning, og Økonomi byHauritz’ indtjenings- og honorarstruktur er opbygget som faste honorarer, hvilket underbygger, at risikoen for interessekonflikter mellem kunderne og Økonomi byHauritz vurderes som meget lav.

3.4.     Økonomi byHauritz er ikke ejet af en finansiel virksomhed eller af en anden samarbejdspartner, der kunne have en potentiel interesse i, at Økonomi byHauritz generer forretning til denne og dermed - igennem ejerskabet af Økonomi byHauritz - kunne forsøge at påvirke forretningen i en retning, som ikke ubetinget er i kundens interesse.

4. EKSEMPLER PÅ INTERESSEKONFLIKTER

4.1.     Økonomi byHauritz har identificeret en række forhold, hvor interessekonflikter mest oplagt kan opstå. Nedenfor er nævnt nogle konkrete eksempler på potentielle interessekonflikter og håndtering af disse. Listen er ikke udtømmende:

Potentiel interessekonflikt // Eksempel // Forebyggende handlinger

4.1.1. Personlig interesse for en medarbejder i at anbefale en bestemt løsning for en kunde. // Hvis en medarbejder påvirker Økonomi byHauritz til at rådgive om en bestemt løsning/lån hos en udbyder, som medarbejderen eller dennes nærtstående har investeret i, selvom en anden løsning/lån ville være bedre egnet for kunden. // Ledelsen og eventuelle rådgivere skal afholde sig fra at investere i udbydere af produkter eller services, som Økonomi byHauritz rådgiver om.

4.2.1. Interessekonflikt mellem to kunder // Hvis en medarbejder skal betjene en ny kunde, som Økonomi byHauritz har begrænset forretningsomfang med, samtidig med en kunde, som Økonomi byHauritz har et betydeligt større forretningsomfang med, og medarbejderen derfor kan have et økonomisk incitament til at betjene den ”største” kunde først. // Aflønning af medarbejdere er reguleret i lønpolitikken, og de enkelte medarbejdere belønnes ikke særskilt for håndtering af individuelle kunder.

4.3.1. Interessekonflikt mellem en medarbejder og Økonomi byHauritz // Hvis en medarbejder eller dennes nærtstående har en personlig interesse i en samarbejdspartner til Hauritz og dermed ønsker at fremme denne parts interesser på bekostning af Økonomi byHauritz’, og dermed kundens, interesser. // Pia Hauritz skal ved indgåelse af aftaler på vegne af Økonomi byHauritz påse, at alle aftaler indgås efter ”arms-length”-principper og ikke særligt tilgodeser personlige interesser.

4.4.1. Gaver fra kunder eller samarbejdspartnere // Hvis Økonomi byHauritz’ direktør eller eventuelle medarbejdere modtager gaver, der kan influere beslutninger eller favorisere kunder eller samarbejdspartnere. // Økonomi byHauritz’ modtager ikke gaver, middage eller tilsvarende ud over en værdi på 750 kr., eller hvad der ellers må vurderes at være sædvane i den konkrete situation. Ved eventuelle medarbejderes tvivl konsulteres Pia Hauritz, som vurderer sagen nærmere.

4.5.1. Rådgivning til nær familie eller nære venner/relationer // Rådgivning af familie og venner kan medføre en risiko for, at de favoriseres i forhold til andre kunder, hvilket derved går ud over kvaliteten af Økonomi byHauritz’ rådgivning i øvrigt. // Alle kundeaftaler indgås på lige vilkår, dog med mulighed for familie-/vennerabat på indtil 20 % på de faste honorarer. Øvrige vilkår fastsættes efter armslængde-principper.

5. HÅNDTERING AF INTERESSEKONFLIKTER

5.1.     Økonomi byHauritz fastsætter løn- og ansættelsesvilkår på en sådan måde, at aflønningen ikke påvirker rådgivningens objektivitet eller pligten til at handle i kundens bedste interesse.

5.2.     Indtjeningsstrukturen i Økonomi byHauritz er ikke afhængig af kurtageindtægter og handelsindtægter, og Økonomi byHauritz’ indtjening ifm. boligsalg og -køb er prissat efter at være i kundens bedste interesse, dvs. relateret til besparelser eller eventuelle merindtjening for kunderne.

5.3.     Direktørens og ansattes kontraktuelle forhold fastsættes på en sådan måde, at de ikke kan påtage sig eksterne opgaver, der negativt kan påvirke udførelsen af arbejdsopgaverne for Økonomi byHauritz eller forebyggelsen af interessekonflikter.

5.4.     I henhold til Hauritz’ forretningsgang for god skik gives kunden altid en række faktuelle oplysninger om priser og øvrige vilkår for at bidrage til at sikre størst mulig transparens og med henblik på at forhindre eventuelle interessekonflikter.

5.5.     Herudover, med henblik på at forebygge og håndtere en eventuel interessekonflikt, som en medarbejder i Økonomi byHauritz kan komme i, er medarbejdere i Økonomi byHauritz forpligtede til at oplyse Økonomi byHauritz’ direktør om enhver gave, som er modtaget fra en samarbejdspartner eller kunde, hvis gaven overstiger en værdi på kr. 750.

 5.6.     Tilsvarende må medarbejdere ikke give gaver til kunder eller samarbejdspartnere på vegne af Økonomi byHauritz uden forudgående accept fra Økonomi byHauritz’ direktør.

 5.7.     Økonomi byHauritz oplyser til enhver tid straks kunden om en potentiel eller aktuel interessekonflikt, som ikke kan undgås, og hvor kundens interesser dermed ikke kan tilgodeses i tilstrækkeligt omfang.

 5.8.     Økonomi byHauritz vil i forlængelse heraf oplyse kunden om hvilke tiltag, der vil blive iværksat for at minimere eller undgå interessekonflikten. Denne oplysning skal gives tydeligt og skriftligt, og den skal gives forinden rådgivningen til kunden ydes.

 5.9.     Afhængig af omstændighederne vil Økonomi byHauritz afstå fra at yde den aktuelle finansielle rådgivning eller boligkreditformidling, hvis kundens interesser ikke kan sikres i tilstrækkeligt omfang.

6. RAPPORTERING

6.1.     Hvis en medarbejder i Økonomi byHauritz bliver bekendt med en aktuel eller potentiel interessekonflikt, skal medarbejderen straks rapportere dette til Økonomi byHauritz’ direktør, så det sikres, at interessekonflikten bliver håndteret på den rette måde.

6.2.     Direktøren vurderer, om der foreligger en interessekonflikt.

7. OPDATERING

7.1.     Denne politik skal gennemgås mindst én gang om året samt efter behov.

Senest gennemgået 30.01.2024

Politik for God Skik

1. BAGGRUND

1.1.     Formålet med denne politik (”politikken”) er at sikre, at Hauritz ApS (herefter ”Økonomi byHauritz”) som finansiel rådgiver og boligkreditformidler til enhver tid overholder regler om god skik. Politikken skal samtidigt sikre, at alle Økonomi byHauritz’ kunder behandles efter samme standarder, og sikre overholdelse af forpligtigelsen til god rådgivning.

1.2.     Reglerne har til formål at sikre kunder hos Økonomi byHauritz et højt informationsniveau og den nødvendige rådgivning, så de kan træffe deres valg på et velinformeret grundlag. Der tages her udgangspunkt i kundens individuelle forhold.

1.3.     Der ydes uvildig rådgivning, og ved fremlæggelse af tilbud for kunden er der indhentet tilbud fra minimum 2 udbyderede af det pågældende produkt. Pia Hauritz skal som rådgiver vurdere, hvorvidt de konkrete ydelser og produkter, der præsenteres, er egnede for den pågældende kunde.

1.4.     Dette hænger sammen med Økonomi byHauritz’ erklærede mål om til enhver tid at yde kompetent, uafhængig og skræddersyet rådgivning af højeste kvalitet om sine kunders komplette formueforhold i henhold til beskrivelserne i ”FG01 Forretningsgang for rådgivningsforløb”.

2. RETSGRUNDLAG

2.1.     Bekendtgørelse nr. 379 af 02/04/2020 af lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

2.2.     Bekendtgørelse nr. 331 af 07/04/2016 om god skik for finansielle rådgivere.

2.3.     Bekendtgørelse nr. 752 af 23/04/2021 om god skik for boligkredit.

2.4.     Bekendtgørelse nr. 1678 om tredjepartsbetalinger m.v. af 18/11/2020.

3. GENERELT OM GOD SKIK

3.1.     Økonomi byHauritz skal til enhver tid handle redeligt og loyalt over for kunderne og iagttage kravene i bekendtgørelserne for god skik i forbindelse med den finansielle rådgivning og boligkreditformidlingen, der udøves i overensstemmelse med Økonomi byHauritz’ tilladelser som finansiel rådgiver og boligkreditformidler.

3.2.     Pia Hauritz er i sin egenskab af direktør ansvarlig for, at der tilsikres tilstrækkelige forretningsgange for at opfylde forpligtelserne iht. den til enhver tid gældende lovgivning, handelspraksis og god erhvervsskik.

3.3.     Herunder må Økonomi byHauritz ikke anvende vildledende eller urigtige angivelser eller udelade væsentlige informationer, som mærkbart kan forvride kundernes økonomiske adfærd.

3.4.     Økonomi byHauritz må ej heller foretage markedsføring, som i sit indhold, sin form eller den anvendte fremgangsmåde er vildledende, aggressiv eller udsætter kunderne for en utilbørlig påvirkning, og som er egnet til mærkbart at forvride deres økonomiske adfærd. Økonomi byHauritz skal til enhver tid kunne dokumentere rigtigheden af angivelser om faktiske forhold.

4. AFGRÆNSNING AF RÅDGIVNING

4.1.     Økonomi byHauritz henviser, såfremt kunden forespørger sparring herom, til anden rådgiver med henblik på udelukkende at levere rådgivning inden for Økonomi byHauritz’ kernekompetencer og klart definerede fokus på finansiel rådgivning og boligkreditformidling.

5. INDGÅELSE AF AFTALER

5.1.     Inden Økonomi byHauritz påbegynder sit arbejde for en kunde, indgås en samarbejdsaftale.

5.2.     Økonomi byHauritz indgår og dokumenterer alle aftaler med kunder i en rådgivningsaftale, som indeholder en beskrivelse af kundernes og Økonomi byHauritz’ rettigheder og pligter samt en beskrivelse af rådgivningen, som Økonomi byHauritz skal levere.

5.3.     Samarbejdsaftalen vil minimum indeholde følgende oplysninger:

  • Hvilke ydelser Økonomi byHauritz skal levere,
  • størrelsen af det beløb, som kunden skal betale for Økonomi byHauritz’ ydelser,
  • samarbejdsaftalens løbetid, herunder fristen for parternes opsigelse,
  • i hvilket omfang Økonomi byHauritz’ ansvarsforsikring ikke dækker de aftalte ydelser, og
  • hvorvidt Økonomi byHauritz’ finansielle rådgivning og boligkreditformidling er uafhængig iht. § 2, nr. 4, i bekendtgørelse om tredjepartsbetalinger m.v.

5.4.     Samarbejdsaftalen skal udarbejdes på papir eller andet varigt medium og gennemgås med kunden.

5.5.     Af aftalen skal fremgå ovenstående oplysninger.

5.6.     Aftalen skal endvidere indeholde forhold om væsentlige/atypiske forudsætninger for rådgivningen, hvis sådanne forefindes ved indgåelse af aftalen.

5.7.     Atypiske forudsætninger kan være forhold der normalt ikke vil foreligge hos en almindelig kunde, eller at kunden handler mod den rådgivning, der er givet.

5.8.     Det er muligt at indgå en mundtlig aftale, men aftalen skal bekræftes skriftligt efterfølgende af Økonomi byHauritz og kunden gensidigt. Med skriftlighed menes i papirform, pr. e-mail eller tilsvarende varigt medium.

5.9.     Ønsker kunden at udvide rådgivningsaftalen under forløbet, udarbejdes tillæg til den oprindelige aftale, hvoraf ydelser samt pris er oplyst. Dette tillæg skal ligeledes bekræftes skriftligt fra både Økonomi byHauritz og kundens side.

6. HVORNÅR YDES DER RÅDGIVNING

6.1.     Økonomi byHauritz skal til enhver tid sikre, at Økonomi byHauritz’ rådgivning tilgodeser kundens interesser og giver kunden et godt grundlag for at træffe sin beslutning.

6.2.     Rådgivningen skal være relevant, retvisende og fyldestgørende.

6.3.     Økonomi byHauritz skal orientere kunden om de risici og økonomiske forhold, der er relevante for kunden.

6.4.     Kunden visiteres med en indledende samtale af ca. en halv times varighed. Vurderes der på baggrund heraf at være grundlag for rådgivning, udarbejdes en rådgiveraftale tilrettet den pågældende kundes behov i overensstemmelse med politikkens afsnit 5.

6.5.     Når aftalen er underskrevet, og der fra kundens side er indleveret nødvendige økonomiske informationer, udarbejder Økonomi byHauritz et overblik over kundens økonomi og formue samt forslag til optimering heraf.

6.6.     Er der tale om en rådgiveraftale, som er omfattet af en afgrænset tidsperiode og antal møder, vil rådgivningen anses som afsluttet, når kunden har accepteret eventuelle ændringer og Økonomi byHauritz har udført dette for kunden.

6.7.     Har kunden købt et løbende abonnement, er Økonomi byHauritz forpligtiget til minimum 4 gange årligt at gennemgå kundens økonomiske forhold og herudfra vurdere, om der er mulighed for optimering af formue og/eller økonomi. Dette kan være ved generelle ændrede markedsvilkår så som renteændringer, nye produkter på markedet etc.

7. INDSAMLING AF OPLYSNINGER

7.1.     Før Økonomi byHauritz yder rådgivning, skal Økonomi byHauritz anmode kunden om at oplyse om sin økonomiske situation, sin erfaring med de relevante finansielle instrumenter og kundens ønsker i forhold til kundens finansielle situation.

7.2.     Omfanget og karakteren af de oplysninger, der indhentes, afpasses efter karakteren af den rådgivning, som kunden efterspørger, den viden, som kunden besidder, og de oplysninger, som Økonomi byHauritz allerede har modtaget.

7.3.     Rådgivningen skal altid tage udgangspunkt i relevante oplysninger indhentet i henhold hertil og det kendskab, Økonomi byHauritz i øvrigt har til kundens forhold.

7.4.     Økonomi byHauritz anmoder altid kunden om at opdatere indhentede oplysninger i det omfang, det er nødvendigt, for at kunne yde kunden rådgivning i løbende kundeforhold.

8. HVORDAN SKAL KUNDERNE RÅDGIVES

8.1.     Det er vigtigt, at der i rådgivningen tages udgangspunkt i kundens aktuelle og fremtidige situation og de indsamlede kundeoplysninger iht. ovenstående afsnit. Rådgivningen skal indeholde oplysninger om fordele og ulemper ved de valg, kunden træffer. Oplysninger skal fremstilles på en måde, så de er let overskuelige og forståelige for kunden.

8.2.     Kan kunden ikke træffe en beslutning på ovenstående grundlag, fordi der fx er behov for at indhente yderligere oplysninger om kundens økonomi, et produkt mv., skal mødet så vidt mulig afsluttes med, at der aftales et nyt mødetidspunkt, således, at både Økonomi byHauritz og kunden er sikre på, hvornår rådgivningen kan forventes afsluttet.

8.3.     Rådgivningen kan ligeledes omfatte, at kunden frarådes at disponere som ønsket, fx i forbindelse med lånoptagelse, hvor dette vil være uhensigtsmæssigt i forhold til kundens økonomiske situation, tidspunkt i livet mv. At fraråde en disposition anses som værende i overensstemmelse med principperne for god rådgivning frem for at forcere en handling ud fra et urealistisk ønske.

9. FORHOLD, DER SKAL INDDRAGES I RÅDGIVNINGEN

9.1.     Produkter, der præsenteres for kunden, skal præsenteres sammen med beskrivelser af fordele og ulemper med udgangspunkt i kundens økonomiske situation og ønsker. Der vil typisk blive præsenteret produkter fra mindst 2 udbydere, og præsentationen skal indeholde eventuelle forskelle i produkterne fra udbyderne. Det være sig egenskaber, kundens udbytte af produktet og den pris, kunden skal betale, for det enkelte produkt.

9.2.     Økonomi byHauritz må ved indhentning af tilbud sørge for, at tilbuddet fra de enkelte udbydere indeholder ÅOP, som kan præsenteres for kunden. Økonomi byHauritz skal kunne redegøre for eventuelt forskelle i ÅOP for produkterne.

9.3.     Hvor det er relevant, rådgives om sikkerhedsforanstaltninger omkring produkter, fx opbevaring og beskyttelse af PIN kode. Særligt for rådgivning af realkreditlån skal fastkursaftale og indfrielsesmetoder til enhver tid gennemgås med kunden. Det skal være klart for kunden, hvad konsekvensen er, hvis fastkursaftale fravælges.

10. INFORMATIONER TIL KUNDEN

10.1.     Økonomi byHauritz skal altid give tilstrækkelig information om relevante produkter og ydelser, herunder om forskelle i priser og vilkår for alternative produkter, der kan dække kundens behov.

10.2.     Økonomi byHauritz yder uafhængig rådgivning og refunderer således eventuel provision eller andet vederlag, som modtages fra samarbejdspartnere, modparter eller tilsvarende. På kunders anmodning oplyser Økonomi byHauritz altid om størrelsen af eller beregningsgrundlaget, samt hvor en eventuel provision eller andet vederlag kommer fra. Dokumentation herfor udleveres altid efter anmodning fra kunden.

10.3.     Såfremt Økonomi byHauritz eller Økonomi byHauritz’ medarbejdere i rådgivningssituationen har en særlig interesse i rådgivningens resultat ud over den almindelige indtjening, skal Økonomi byHauritz inden rådgivningen informere kunden om arten og omfanget af den særlige interesse.

10.4.     Det er dog Økonomi byHauritz’ erklærede mål at udføre uafhængig rådgivning i overensstemmelse med politikken for interessekonflikter.

11. KONTROL

11.1.     Pia Hauritz er ansvarlig for, at Økonomi byHauritz yder rådgivning i overensstemmelse med politikken.

12. OPDATERING

12.1.     Denne politik skal gennemgås mindst én gang om året samt efter behov.

Senest gennemgået 03.11.2021

Er du klar til det næste skridt?

Lad os aftale et tidspunkt for en indledende snak

Book gratis opkald eller online møde
byHauritz

+45 51 71 45 72
pia@byhauritz.dk

Kontor: Store Kongensgade 40H, 4. th., 1264 København K

Post: Kristian Zahrtmanns Plads 81, 3. tv., 2000 Frederiksberg

CVR: 42447927

© 2023 Hauritz ApS